Mere laktat i “debatten”

Min seneste blog, om betydningen af cool down i forhold til clearance af laktat fra blodet (og formegentlig muskulaturen), har affødt masser af kommentarer, som du måske har set. Hvis ikke så gå ind og nyd den gode diskussion i kommentarerne til den tidligere blog her. Jeg er rigtig glad for de mange kommentarer og den gode diskussion.Thomas har sendt mig nedenstående, og det har jeg lige lyst til at kommenterer:

“Du skriver:

I en undersøgelse fra Medicine & Science in Sport and Exercise (1) fandt man, at aktiv recovery umiddelbart efter aktivitet fremmer forbrændingen af laktat og dermed reducerer muskellaktatniveauet hurtigere end total hvile gør. Mellem hårde intervaller hvilede en gruppe udøvere fuldstændigt, mens en anden gruppe fortsatte træningen blot på 30% intensitet. De idrætsudøvere er var aktive i “pauserne” havde et hurtigere fald i blod laktat niveauet end de hvilende, og de kunne samtidig holde en højere belastning under hele træningspasset.
ENIG: Men det er vel ikke det samme som at sige at man så skal slutte af men active recovery efter sidste sæt?

Du skriver
En anden undersøgelse (2) fandt, at aktivitet med lav intensitet i perioden efter konkurrencen forbedrede den fysiske recovery.
UENIG: Studiet viser ikke bedre fysisk recovery, men derimod at spillerne var i bedre humør efter active recovery.

Du skriver
Et tredje studie fandt aktive recovery befordrede fjernelsen af mælkesyre i musklerne og førte til en hurtigere recovery (3).
UENIG: Studier viser ikke “hurtigere recovery”, men blot blot at laktat niveau hurtigere blev lavere ved active recovery end ved hvile og massage.

DISKUSSION
Ved recovery ser det ud til at vi bliver nød til at definere havde der menes. Betyder recovery hvad du kan præstere igen efter 2 minutter, for der har du tilsyneladende ret (selvom jeg ikke kan finde mange andre referencer). Eller betyder recovery hvad du kan præstere efter 12 timer, 24 timer, 36 timer og 48 timer osv. Det er jo ikke nødvendigvis det samme. Hvis man træner for at blive bedre, bør man finde ud af om du optimerer din træning bedst ved at slutte af med en cool-down fase eller om du gør større fremskridt ved at blive ved med max til tiden løber ud.”

Sådan – klare ord for pengene, MEN JEG ER IKKE ENIG:

Kommentar til artikel 1: Nej, vi er ikke sikker på at det er bedre dagen efter, men data tyder på at der er en umiddelbar effekt af aktiv recovery, og du har ingen indikationer på, at det ikke skulle være godt. Foreløbig har jeg dokumenteret mine udsagn med “evidens”, så hvis du ikke mener, det forholder sig sådan, må du komme med en artikel, der viser det modsatte. Specielt fordi jeg mener, at når man tager artikel 2 i betragtning, så er der god grund til at tro, at der, dagen efter den hårde træning, er en positiv effekt af at have “vasket” mælkesyren ud af de arbejdende ben.

Kommentar til artikel 2: Netop fordi spillerne var i “bedre humør“, når de ikke var fyldt op med laktat, så understreger det jo netop, hvor vigtigt det er at lave active recovery. For langt de fleste idrætsudøvere er det jo ikke vigtigt at optimere et enkelt træningspas, men derimod at opnå et højt træningsniveau over en længere periode. Hvis det enkelte træningspas er så hårdt, at det forhindre optimal træning dagen efter, så bliver den samlede træningseffekt over uger/måneder ikke optimal. Derfor er psykisk velvære måske netop vigtig.

Kommentar til artikel 3: Igen mener jeg ikke, du har ret. Studiet viser jo netop, at aktiv recovery giver en bedre clearance af laktaten end hvile. Netop hvile er jo ofte alternativet til aktiv recovery, og derfor er det en udemærket aktivitet at sammenligne med. Mange går jo hjem og smider sig på sofaen efter den hårde træning, hvor studiet viser, at aktiv recovery ville være bedre.

Så jeg mener fortsat, som først beskrevet (og som flere skriver i kommentarerne til min blog), at der er god grund til at lave aktiv recovery i form af afjog eller cykling uden belastning ved lav kadence efter en hård træning (se bl.a. Effect of Recovery Interventions on Lactate Removal and Subsequent Performance).

Men hvis der er flere argumenter for og imod, så må vi have dem frem – så deltag aktivt i debatten.

God træning = DIN TRÆNING

, ,

11 Responses to Mere laktat i “debatten”

  1. Thomas Birk Kristinsen 12. april 2012 at 23:02 #

    1) Jeg accepterer et der er nogen evidens for at det er godt med aktiv recovery mellem sæt. Det har jeg også tidligere skrevet. Men ingen af os har nogen evidens for om det er godt med aktiv recovery efter sidste sæt.
    2) Jeg mener simplethen ikke at POMS kan kaldes bruges som et hårdt effekt mål. Jeg har i øvrigt svært ved at læse andet end abstract så jeg kan ikke se om de har korrigeret for multiple testing f.eks. ved Bonferoni. Desuden kan det lige så godt være at Rugby spillerne er i bedre humør fordi en rolig joggetur sænker katekolamin spejlet – hvilket jeg finder mere sandsynligt end at det skulle være laktaten.
    3) Studie 3 viser ganske rigtigt at clearens af laktat øges ved aktiv recovery. Jeg anfægter blot at det ikke nødvendigvis er godt for progressionen af din træningstilstand. Koblingen mangler. Jeg siger ikke at den ikke er der. Hvis det skulle vises skulle man f.eks. randomisere 2 grupper til at træne 30 min løb hver anden dag i 4 uger. Den ene gruppe løb hårdt i 27 minutter og joggede af i 3 minutter og den anden gruppe løb hårdt i 30 minutter og stoppede så brat. Derefter fik grupperne 5 dages hvile og løb så en Cooper-test. Det interessante i forhold til træning er vel ikke om der er laktat eller ej – det er hvor dan du bedst gør fremskridt.

    • henninglangberg 12. april 2012 at 23:05 #

      absolut enig – men jeg mener at stoppe træningen med benene fulde af mælkesyre og så ligge på sofaen til du skal træne igen vil begrænse dine muligheder for at træne hårdt igen næste dag – det er i hvertfald min personlige oplevelse – hvis den ellers tæller her.

  2. Nicklas 12. april 2012 at 23:09 #

    Nu kan jeg desværre ikke linke til artiklen da jeg har den gennem min undervisning og den ligger på et sted som kræver at man er studerende, men artiklen er baseret på forskning fra Århus universitet og foreslår følgende i forhold til mælkesyre og DOMS:

    ‘Mælkesyre og
    muskelømhed
    Når man arbejder hårdt oplever
    man ofte smerter eller ømhed i
    muskulaturen. Disse smerter kan
    opstå under arbejdet eller som forsinket
    ømhed op til flere dage efter
    aktiviteten. Man har allerede for
    mange år siden rettet opmærksomheden
    mod mælkesyre som en
    potentiel årsag til muskelsmerter
    under arbejde (fx. ved statiske kontraktioner
    uden blodflow). Det er
    vist, at nogle af de sensoriske neuroner,
    som ligger omkring vore
    muskler og som medvirker i smerteopfattelsen,
    er følsomme for
    ændringer i omgivelsernes pH. Der
    skal imidlertid store pH ændringer
    til før disse neuroner reagerer, og
    pH faldet, som forekommer under
    arbejde, er derfor næppe stort nok
    til, at det alene kan forklare den
    akutte muskelsmerte. Det er derfor
    tvivlsomt om den tunge eller ligefrem
    smertende fornemmelse, som
    mange kender som “syre i benene”
    er forårsaget af mælkesyre.
    Derimod er det helt sikkert, at
    den forsinkede muskelømhed, som
    optræder flere timer eller dage efter
    muskelarbejdet, ikke kan skyldes
    mælkesyre, da langt hovedparten af
    mælkesyren er fjernet fra musklerne
    i løbet af ca. 30 min efter arbejdets
    ophør.’

    Efterfølgende bliver der skrevet lidt omkring mælkesyrens indflydelse på musklernes evne til tværbrosdannelse og kontraktionskraft:

    ‘Mælkesyrens betydning
    for muskeltræthed
    “Benene syrer til” – det er noget,
    som kendes af mange sportsfolk.
    Både sport og andet hårdt, fysisk
    arbejde fører til, at der dannes og
    ophobes mælkesyre i de arbejdende
    muskler. Alle – og det gælder både
    fagfolk og lægmand – har troet, at
    den ophobede mælkesyre og den
    forsuring af musklerne, den bevirker,
    har været den væsentligste
    årsag til, at man bliver træt ved
    intensivt arbejde.
    En del undersøgelser fra de
    senere år har rejst tvivl om, hvorvidt
    det faktisk er mælkesyre, der er
    årsag til de trætte muskler. Der er
    ingen tvivl om, at fysisk arbejde
    fører til en forsuring på grund af
    mælkesyre, men det er ikke nødvendigvis
    sådan, at musklernes
    funktion bliver hæmmet af mælkesyren.
    Det vil sige, at musklerne
    nok “syrer til” under hårdt, fysisk
    arbejde, men at den træthed, man
    ofte samtidig oplever, ikke som hidtil
    antaget skyldes denne forsuring.
    Eksempelvis har man længe
    vidst, at når man udtog enkelte
    muskelfibre fra forsøgsdyr og
    udsatte dem for en forsuring (f.eks
    ved tilsætning af mælkesyre), så ville
    de ikke længere kunne udvikle så
    megen kontraktionskraft som i et
    neutralt miljø. Sådanne resultater
    bestyrkede teorien om mælkesyren
    som årsag til muskeltræthed. I denne
    type forsøg har man imidlertid
    ofte ladet den eksperimentelle temperatur
    være lig med rumtemperaturen
    i laboratoriet, idet man antog
    at i hvert fald de mest fundamentale
    kvaliteter i muskelfunktionen var
    uafhængige af temperaturen. Det
    viste sig dog at være en forkert
    antagelse, for da Pate og kolleger
    (6) i starten af 1990’erne lavede
    disse eksperimenter ved en række
    forskellige temperaturer, opdagede
    de, at den hæmmende effekt af
    forsuring på musklers kontraktionskraft
    blev mindre ved højere
    temperaturer. Dette eksperiment,
    som senere er blevet eftervist af
    andre forskergrupper, viste, at når
    muskler fra pattedyr arbejder ved
    deres normale temperatur omkring
    37 ∞C, er deres kraftudvikling stort
    set upåvirket af forsuringer inden
    for det fysiologiske område (ned til
    omkring pH 6.5). Dette var selvfølgelig
    et vægtigt argument imod teorien
    om mælkesyreinduceret
    muskeltræthed’.

    Det er altid spændende at følge med i den fysiologiske forskning, det kan dog også være ret forvirrende af og til.

    • Thomas Birk Kristinsen 12. april 2012 at 23:33 #

      Nicklas: Skønne ord. Har du mulighed for ved lejlighed at sende link til artikel til min mail: ThomasBirk@dadlnet.dk

      • Nicklas 12. april 2012 at 23:40 #

        Ja det kan du tro.

  3. Thomas Birk Kristinsen 12. april 2012 at 23:26 #

    Jeg vil gerne starte med at sige tak for en fornøjelig diskussion :-).

    Min erfaring er stik modsat. Jeg stopper faktisk altid brat. Det eneste som kan få mig til at fortsætte med bevægelse er hvis jeg kan mærke at alt blodet er ved at havne nede i benene. Det giver ingen problemer, heller ikke dagen efter eller på andre tidspunkter. Jeg har endnu ikke oplevet nogen effekt af cool-down, udstrækning eller massage. For mig virker det derfor mest rationelt bare at træne max i den tid jeg har. Men det er en personlig erfaring som ikke på nogen måde skal ophøjes til evidens.

    Som diskussionen til din forrige blok også lagde op til, så er laktat et godt mål for anerob forbrænding og den øges med intensiteten af træningen. Samtidig er der formodentlig en masse andre faktorer, der også stiger. Det er nok snarere dem end laktaten som er “skurken”, da der er evidens som tyder på at laktaten er god for muskelcellen, jvf Århus-gruppens forskning.

    Hos de fleste mennesker er der relativ god korrelation mellem laktatniveauet og “trætheds-skurken”, men hos andre er denne korrelation dårlig og de er derfor i stand til at fortætte intens træning ved endog meget høje laktatniveauer.

    Jeg mener derfor at der er en hvis sandsynlighed for at laktat i virkeligheden er et surrogatmål for en anden faktor som endnu ikke er fundet. For de fleste er det et godt surrogatmål.

    • henninglangberg 12. april 2012 at 23:30 #

      enig – langt hen af vejen er det måske surhed i muskulaturen eller kalium flux – men vi må afvente hvad videnskaben finder ud af – det er stadig et hot emne.
      håber at se dig tilbage her på bloggen – det er super med faglig udfordring og diskussion.

    • Thomas Birk Kristinsen 13. april 2012 at 0:19 #

      Dejligt som sådan en diskussion får en til at søge viden. Der er åbenbart extracellulært kalium og ikke laktat som er skurken ved muskeltræthed.

      http://ep.physoc.org/content/92/4/705.full.pdf
      http://www.scienceagogo.com/news/20040720015003data_trunc_sys.shtml

      • Nicklas 13. april 2012 at 16:18 #

        Personligt kan jeg godt lide forklaringen her i DIF kompendiet om anaerob præstationsevne hvor fald i PH og ekstracellulært kalium forenes:

        http://sitecore.dif.rove.dk/asp/publikationer_pdf.asp?pdfid=651

        Man må dog formode at denne form for træthed kun forekommer ved kraftbetonede præstationer som kræver en høj frekvens af aktionspotentialer, men det kommer jo selvfølgelig også an på træningstilstanden og dermed densiteten af Na+/K+ pumper.

        Er der nogen der kender til noget forskning omkring renshaw inhibering og evt. neural træthed?

  4. Brian Bak 13. april 2012 at 9:33 #

    I forhold til om det skulle være godt at mindske laktatniveauet så tænkte jeg på om der er en sammenhæng mellem laktatniveauet og inflammation i musklerne (eller nedkæmpelse af inflammation)? Hvis der er det kunne det måske være en årsag til at en cooldown giver hurtigere recovery tid.

  5. Andreas 11. maj 2012 at 0:11 #

    Lactat er ikke årsag i pH faldet i muskulaturen. Lactat dannes udfra pyruvat og denne proces leder til et fald i H+ mængden i muskulaturen og dermed modvirker dannelsen af lactat den forsuring der ses i hårdt arbejdende muskelceller.
    http://www.ncbi.nlm.nih.gov.ep.fjernadgang.kb.dk/pubmed/15308499
    Dette review forklarer det udmærket og for de er jer der har lyst kan i kigge på den kemiske reaktion hvorved lactat dannes udfra pyruvat og selv tælle H-atomerne.
    http://www.proteopedia.org/wiki/index.php/User:Kelly_Roark/Sandbox1
    Denne tegning viser det ret overskueligt og som det kan ses kræver processen tilførsel af en proton, og der afgives ikke nogen!

Skriv et svar